Landsbyhistorie

Ottingen - en lille tønde eller en lang stang?
Navigation:

Tilbage til oversigt
Dansk startside



Anledningen til de efterfølgende overvejelser er en revurdering af Tønder købstads byplan i Middelalderen, som findes andetsteds på sitet. De kan imidlertid, trods deres generelle relevans, virke forstyrrende i selve skildringen og måske også blive overset i den lokale "indpakning", så derfor bringes de her som en særskilt artikel. 

Seriøse kommentarer modtages gerne og indsættes her på siden.

Otting-begrebet har været genstand for omfattende studier og forklaringsforsøg. Tilsyneladende har der været afvigelser fra egn til egn, så den entydige forståelse er ikke fundet. Det ligger imidlertid fast, at otting-tallet næsten aldrig optræder som absolut værdi, men som forholdstal, der angiver den enkeltes andel af fællesskabets samlede ottingtal.

Man er - vistnok i skøn samdrægtighed - gået ud fra at selve ordet "otting" må betyde "ottendedel" i lighed med bl.a. "drittel" for "trejdedel" og "fjerding" for "fjerdedel", selv om der ikke er indlysende forslag til det, der først blev delt i 8 dele for at finde en fordelingsnøgle til noget større. Hvis det udelukkende drejede sig om gentagne halveringer af en given mængde, kunne ottendedelene måske være hensigtsmæssige, men i alle andre tilfælde bidrager de kun til forvirringen, og selv om det næppe er den eneste anvendelse af sådanne brøkdele, giver de nemt associationer om små tønder til f.eks. smør eller honning. 

Små beholdere har imidlertid ikke så meget med jordarealer at gøre, medmindre de benævnes med rummålet "skæppe", som almindeligvis var netop en ottendedel tønde, og udsædsmålet "tønde land", resp. "skæppe land", tilhører en langt senere tid end ottingen og eksisterede faktisk side om side med denne.

Går man derimod den modsatte vej og opfatter "otting" som noget, der indeholder 8 enheder, giver det mere mening som fordelingstal, og sprogligt kan denne betydning af afledningsendelsen sagtens forsvares.

I praksis blev fordelingstallet - ottingtallet - nemlig brugt til udmåling af de konkrete jordstrimler, de enkelte gårde fik tildelt af et givet jordstykke, og man gik ganske simpelt frem efter devisen "to til ham, en til ham, tre til ham... osv.". Bredden af disse andele har været diskuteret ud fra bl.a. antallet af plovfurer i den enkelte ager og furens bredde, som de har kunnet iagttages i de "højryggede" agre fra Middelalderen, og man har antaget en sammenhæng med ottingtallet, dog stadig uden at udlede et klart princip i ottingbegrebet.

Også plovfællesskaber og okseforspand til hjulplovene har været nævnt som mulige forudsættninger for otting-tallene, men også der ligger den konkrete anvendelse på spekulationernes overdrev.

Her kommer måske kartografen Johannes Mejer, som vi også møder i forbindelse med vandløbene omkring Tønder (jfr. Tønder i Middelalder, afsnit 3), til hjælp. I 1639-40  tegnede og beskrev han - på hertugens bestilling - alle landsbyer i Aabenraa amt, der blev samlet til et "atlas" med 63 detaillerede specialkort og tilhørende statistikker over arealet af landsbyernes agerland, eng og skov samt mose og hede. Derudover var der lister over beboerne med deres respektive ottingtal.

Som målangivelse brugte Johannes Mejer her den "Tondersche Ruthe", dvs. den "tønderske rode", der var speciel ved at bestå af 18 holstenske fod, til forskel fra en sædvanlig rode på 16 sjællandske eller rhinlandske fod, hvorved længden af en rode - med de unøjagtigheder der forekommer ved sammenligning af de forskellige standardmål - bliver næsten ens for disse to typer (teoretisk hhv.: ca. 5,10 m. og ca. 5,05 m.), og den ubetydelige forskel betød sandsynligvis, at måleværktøjet har kunnet bruges til begge slags.

Johannes Mejer havde imidlertid et par "skæve" ottingtal, der velsagtens er opstået ved deling af ejendomme, som han angav både med brøk og med omregning til de respektive mindre enheder i længdemål, hvor den hele otting blev behandlet præcis som en rode på 8 alen! Også ved addition af de angivne ottingtal fungerede rode og otting som fuldstændig identiske begreber, og Johannes Mejer har altså i officielt ærinde brugt en rode som fuldgyldig erstatning for en otting.

Naturligvis var denne sene - og indtil videre enkeltstående - overensstemmelse ikke nødvendigvis gældende også i Middelalderen, men det giver mening, at roden, der normalt bestod af netop 8 alen (16 fod), kan have været benævnt otting, og det giver mening, at opmåling (til fordeling) af jord skete med et længdemål, fordi man med den tids opmålingsteknik slet ikke kunne håndtere flademål tilstrækkelig præcist.

Som datidens landkort bærer præg af, var trigonometrisk opmåling bestemt ikke en af landmålernes kompetencer, og når landsbyens forskellige "indtægter" (de dyrkede jordstykker) var tilpasset terrænet, blev skellene tilsvarende skæve, bugtede eller forskudte, ligesom jordkvaliteten kunne svinge betragteligt, så for en normal landsby blev den mest "retfærdige" deling de - svarende til ottingtallene - udmålte "strimler", som ofte kunne gentages flere gange i en indtægt, hvorved forskelle i længde og jordkvalitet udlignedes, ligesom man selvfølgelig også kunne bytte rundt på andelenes rækkefølge fra år til år.

Vor viden om middelalderlige standardmål er ret usikker, fordi man må udlede dem af bevarede konstruktioner, bygningsrester og hele bygninger, og selv blandt de mere overbevisende resultater er der store afvigelser, som f.eks. kan skyldes, at bygherrerne, landmålerne eller håndværkerne kom fra forskellige steder.

I Danmark (kongeriget) har roden tilsyneladende været brugt meget lidt og - i givet fald - sat til 5 eller 6 alen, men også - antydningsvis - til 8 alen, hvorimod roden i hertugdømmerne var den almindeligt anvendte længdeenhed for afstande i nærområdet.

Umiddelbart forekommer det ulogisk, at man i kongeriget åbenbart ikke brugte en fast normeret enhed for afstande inden for f.eks. landsbyerne med deres tilliggende, mens man i hertugdømmerne - og det meste af Nordeuropa - var flittige brugere af roden i lidt afvigende, men absolut sammenlignelige, varianter.

Hvis vi tillægger Johannes Mejers ligestilling mellem otting og rode almen gyldighed, bliver otting-problematikken befriet for nogle komplicerede - og uløste - spørgsmål, som under alle omstændigheder er så akademiske, at man vanskeligt kan forestille sig en praktisk orienteret landbefolkning håndtere dem hensigtsmæssigt, endsige holde dem i hævd gennem mange århundreder på trods af alle tænkelige forandringer, som det vitterligt har været tilfældet med ottingen.

Samtidig vil vikingetidens Danmark få den måleenhed tilbage, man brugte i nærsamfundet, hvor store tal næppe var menigmands livret, så man har uden tvivl haft en passende størrelse, en otting, der bestod af 8 alen og svarede nøje til den tyske "Ruthe", der betyder "stang", jfr. Angel-Ruthe = fiskestang, og på dansk er det blevet til "rode", selv om denne betegnelse for de 8 alen kun er sikkert konstateret i Sønderjylland, hvor man jo også var dansktalende - i hvert fald på landet.

Går man videre i denne tankegang, bliver næste spørgsmål, om den absolutte værdi, der er blevet udmålt i roder, kan identificeres, og umiddelbart vil det være nærliggende at søge dette mål på byggegrunden, der i landsbysammenhæng betegnes som "toften". Den logiske konsekvens må være, at gårdenes forholdsvise andele af bymarken også har været gældende for den indbyrdes størrelse af gårdenes tofter langs landsbyens forte.

I landsbyernes - p.t. kendte - grundplaner er der imidlertid ingen længdemål i tilknytning til den enkelte gård, der vil kunne bruges til direkte bestemmelse af ottingtallet. Generelt vil alene det bebyggede areal have dimensioner, der overstiger det antal roder, ottingtallet skulle hidrøre fra, og toften som helhed var væsentligt større, men Johannes Mejer har en måleenhed for flademål, som han kalder "Toftruthe", dvs. "toftrode", som han sætter til 120 kvadratroder, og hvis man i landsbyen har brugt toftroden som den enhed, der blev omsat til en otting, giver det mening. Faktisk er den (af Johannes Mejer) defineret som 120 roder lang og 1 rode bred.

Det betyder, at toftroden allerede i sin definition var knyttet til en enkelt - liniær - rode, der kunne "oversættes" direkte til otting. Hvis dybden af landsbyens tofter - målt i roder -  var ensartet og gik op i 120 et helt antal gange, var det enkelt at omsætte en toftrode til et længdemål langs landsbyens forte, som så blev det hele antal roder, der blev den pågældende landsbys enhed for en otting, og selv, når der var kurver i forten, eller den var cirkulær omkring et gadekær, kunne princippet bibeholdes, idet fladen i de kiler, der derved opstod parvis, ville forkorte toften med en hel rode ved forten, hvis de afsattes med en rode i hver side ved bagsiden af toften.

Under alle omstændigheder bør vi gå ud fra, at ottingtallet har været konkret tilgængeligt i forbindelse med den enkelte gård i landsbyen, for der har næppe eksisteret andre dokumenter eller notater end nogle mærker i en træpind til støtte for hukommelsen, da systemet er blevet taget i brug, måske afsat på netop den stang, der blev brugt til at udmåle både tofterne og deres respektive andele i jorden.

Hvis man ved fordelingen brugte agre, hvor antallet af furer bestemte bredden, i stedet for ottinge, ville det ikke ændre princippet, og hvis man sågar stillede trækdyr i forhold til ottingtallene, ville også det være praktikabelt, evt. organiseret med "oversiddere" eller i en turnus-ordning, hvis behovet ikke uden videre kunne omregnes til ottingtallene.

Under denne synsvinkel kunne et allerede gammelt, og fantastisk enkelt, fordelingssystem være bevaret uanset teknologiske landvindinger som f.eks. hjulploven, og man kunne endog driste sig til at mene, ottingtallene i en landsby er ældre end alle andre kendte, absolutte jordmål.

I en tid, hvor landbrugsjord (bortset for rydning, indretning af landsbyer, opførelse af bygninger etc.) var let tilgængeligt, jfr. bl.a. torp-bebyggelserne, har selve arealet været uden væsentlig betydning. For nybyggeres vedkommende har arealet sandsynligvis været under stadig forandring (udvidelse) i årevis, men også etablerede landsbyer kan have udlagt nye jordstykker til dyrkning eller - for den sags skyld - opgivet dele af bymarken, der var vandlidende, ramt af sandflugt eller lignende.

Ved udelukkende at fastlægge fællesskabets fordelingskriterier i landsbyens konkrete indretning og opdeling i tofter, havde man - som landsby - en entydig identitet overfor de administrerende myndigheder, som i ottingtallet fandt en præcis angivelse af selve landsbyens fysiske omfang og dermed en indirekte afspejling af dens økonomiske kapacitet.

Heldigvis er der også - udover landsbytofterne - direkte eksempler på, at ottingen er brugt som absolut mål ved salg af bl.a. skovparceller, der lå uden for landsbyernes bymarker og fællesskab, men vi har ingen sikker overlevering om flademålet for sådanne ottinge, som selvfølgelig kan have stemt overens med toft-rodernes 120 kvadratroder, men ikke nødvendigvis gjorde det.

Med et meget usikkert gæt på lidt over 6000 kvadratmeter (240 kvadratroder) som udgangspunkt kunne det være interessant at sammenligne størrelsen på tofterne i de vikingetidige landsbyer, der er arkæologisk undersøgt og kortlagt, men umiddelbart har det ikke været muligt at finde tilstrækkeligt omfattende og umiddelbart tilgængeligt materiale til formålet.

Et sammenligningsgrundlag kunne være den middelalderlige "tønde land", som nogen faktisk beregner til ca. 5500 kvadratmeter, hvorved de 240 kvadratroder ville modsvare en alen på ca. 60 cm. og ramme nogenlunde præcist midt mellem de to mest anvendte alen på datidens danske område, ligesom N.E. Nørlund faktisk rekonstruerede en "Trelleborg-fod" til 29,33 cm. (dog også - af Helge Nielsen i SKALK 1974 - beregnet til 24,7 cm.). 

Tager man 1600-tallets tønde land på 14000 sjællandske kvadratalen som udgangspunkt, er flademålet i kvadratmeter stort set det samme, men omregnet direkte til kvadratroder svarer det til 218,75 kvadratroder, som heller ikke ligger frygteligt fjernt fra de 240, hvis f.eks. bebyggelses- og vejarealer har været medtaget i toften, men "udeladt" i en tønde land, der jo antagelig har været baseret på mængden af korn til udsæd.

Alt i alt må det - i det mindste som arbejdshypotese - være rimeligt at vælge den enkle opfattelse af ottingen, et længdemål svarende til 8 alen, der også blev benyttet ved udlægningen af gårdenes tofter langs landsbyens forte, og derved angav de respektive gårdes forholdsvise andele i bymarken. Det har krævet et minimum af forudsætninger både som administrator og bruger, og samtidig har det ikke levnet plads til modstridende opfattelser, når oldermanden tog målestangen frem og målte efter.