Hertugdømmet

Magtforhold i Sønderjylland i 900-årene

© 2008: Uwe Thomsen



Baggrunden for nærværende artikel er forholdet mellem Tønder og Møgeltønder, der så langt tilbage, som kilderne rækker, har befundet sig på hver sin side i magtspillet mellem konge og hertug, ofte - fejlagtigt - gjort til et opgør mellem dansk og tysk, fordi det blev polariseringen i den sidste konfrontation, og under arbejdet med "Tønder i Middelalderen" blev den overordnede problemstilling så påtrængende, at dens kontekst nødvendigvis måtte afklares, og det lader sig ikke umiddelbart indpasse i et afsnit, der skulle beskæftige sig med byplanens tidlige stadier. 

En komplicerende faktor var, at man ved overvejelser omkring magtforholdene i rigsdannelsens afgørende faser disponerer over et yderst spinkelt kildegrundlag, og de sikre konklusioner, der kan nås, vil derfor give et så unuanceret  billede af situationen, at væsentlige enkeltheder, der kan bidrage til forståelsen af et givet spørgsmål, i høj grad vil bero på mere eller mindre kvalificerede skøn, men i mange tilfælde vil en konkret - omend hypotetisk og muligvis mindre nøjagtig - rekonstruktion alligevel kunne tilvejebringe en ganske meningsfuld kontekst for de begivenheder, der har udspillet sig, og således også i et vist omfang determinere parterne i de problemstillinger, der måtte foreligge.

Med forskellige - ofte udefinerede - hensigter er der ganske vist mange, der har forsøgt at rekonstruere slægtsforbindelser og dynastiske konflikter mellem "de kongelige" i Vikingetiden, men det ender - med skyldig respekt for det enorme arbejde, der må ligge bag - i rene gætterier, ofte forsøgt konsolideret ved hjælp af autoritative litteraturhenvisninger og links, hvori de berørte personers navne optræder i en eller anden perifer forbindelse, som yderst sjældent bekræfter de pågældendes faktiske identitet, endsige dokumenterer kongruens med andetsteds påtrufne personer.

Det mest positive er faktisk, at man via disse kreationer - med de "rigtige" søgeord - kan finde gode links til bl.a. digitaliserede kilder, der er gjort tilgængelige på internettet. Eksempler er i øvrigt helt undladt, så intet - hverken direkte eller indirekte - kan antyde en graduering i skildringernes historiske relevans, og hvis nogen i den forbindelse skulle føle f.eks. deres religiøse eller nationale anskuelser tilsidesat, er det ingen tilfældighed. 

Religionerne - de kristne (i flertal!) og de før-kristne (også i flertal!) - var vigtige elementer i Vikingetidens samfundsudvikling og indgår derfor i forståelsen af dens historie, men bl.a. sociale, økonomiske og teknologiske aspekter satte også deres dagsordener i såvel datidens politiske hverdag som i det mere eksklusive spil om magtpositionerne, selv om det var religionernes repræsentanter, der på pergament eller runesten leverede størstedelen af de - ofte tillige selvforherligende - kilder, som vi skal forsøge at "filtrere" ned til objektive udsagn.

Nationalitetsbegrebet ville - på dette tidspunkt - måske kunne inddrages på stamme-niveau, hvor regionale afvigelser i stednavne, runeindskrifter og - måske - personnavne, kan indikere sproglige forskelle, ligesom også variationer i byggeskik, dyrkningsmetoder og håndværkstraditioner formentlig ville markere nogle kulturelle skel gennem det berørte område, men en analyse af dette materiale vil i bedste fald føre til nogle meget upræcise konklusioner, som næppe kan bringes i overensstemmelse med bestemte stammer eller deres territorier - for så vidt disse i øvrigt måtte være stedfæstede, og uanset om nationaliteten kan have været et uafhængigt element i magtstrukturen 

På denne baggrund er overvejelserne her indtil videre koncentreret omkring 900-årene, hvor der foreligger nogle få - ret entydige - kilder som udgangspunkt, og hvor status omkring årtusindskiftet er nogenlunde velbeskrevet og dokumenteret. 

Den første kilde, vi tager fat i, er  den engelske konge Alfred d. Stores oversættelse og udvidelse af spanieren (fra det nuværende Portugal) Paulus Orosius' verdenshistorie fra omkring 400. Kong Alfred døde 899, og i hans udgave, der fremkom omkring 890, var der bl.a. optaget to rejseberetninger, der rummer - udelukkende verdslige - oplysninger om de "danske" landsdele på den tid. 

Den ene hidrørte fra Ottar fra "Hålogaland" (i Nordnorge), der først havde været på ekspedition langs den norske ishavskyst og ind i Hvidehavet. Derefter drog han sydpå via handelsbyen Kaupang (nær kongsgården Skiringssal) i Oslo-fjorden til Hedeby, hvorfra han tog til England. Den anden var af angelsakseren Wulfstan, der var sejlet fra Hedeby til Truso i det nordøstlige hjørne af det nuværende Polen, jfr. kortene herunder. 

 

Kortene er fra Wikipeda: "Ottar fra Hålogaland" (link) og Vikingeskibsmuseets skoletjeneste: "Skuldelev 1" (pdf) (link), og de viser sejlruterne for hhv. Ottar og Wulfstan. Sammen med Wulfstans rejse er også Ottars "etape" gennem "dansk" farvand indtegnet, dog let korrigeret, jfr. teksten.

Hjemme i Norge var Ottar bl.a. bonde med 20 køer, 20 søer og 20 grise, og han brugte heste til at pløje en smule agerland. Desuden havde han 600 tæmmede rener og 6 lokkerener, som brugtes til at indfange vildrener og var meget kostbare hos "finnerne", som han åbenbart omgikkes. Desuden var han hvalfanger og jagede også sæler og hvalrosser - de sidstnævnte bl.a. som en en del af hensigten med hans ekspedition til ishavet.

Derudover var han skipper og handelsmand, der solgte skind og skindprodukter (bl.a. tovværk af sæl- eller hvalrosskind), men sikkert også hvalrostand (elfenben), der nævnes som en gave, han medbragte til kong Alfred, så det var som stedkendt skipper, han beskrev turen fra Skiringssal i Oslofjorden til Hedeby.

Hedeby lå, iflg. Ottar, mellem venderne, sakserne og anglerne og hørte til danerne, og rejsen dertil varede i alt 5 dage. De første 3 dage havde han Danmark ("Denemearc") til bagbord og det åbne hav til styrbord, de sidste 2 dage havde han Jylland ("Gotland") og "Sillende" og mange øer til styrbord. I disse egne boede anglerne, før de kom til England, og til bagbord havde han de øer, som hørte til Danmark.

Wulfstans rejse fra Hedeby til Truso varede 7 dage, hvor skibet "gik under sejl" hele vejen. Til styrbord havde man Vendland lige til Wizla's munding, og til bagbord havde man først Langeland, Lolland, Falster og Skåne, der alle hørte til Danmark. Derefter lå Bornholm ("Burgenda land"), der havde sin egen konge, til bagbord, og sidst var der Blekinge, Møre, Øland og Gotland, der hørte til sveerne.

Ottars og Wulfstans kortfattede, men ganske præcise, oplysninger om det "danske" område afspejler - heldigvis - deres fælles metier som handelsmænd: De vidste naturligvis, hvem der kontrollerede de områder, de passerede, så de ikke udsatte sig selv for unødige ubehageligheder ved at lægge til land de "forkerte" steder, og i hvert fald Ottar var meget opmærksom på evt. fjendtligsindede befolkninger og sproglige barrierer, som han håndterede opmærksomt under ishavsekspeditionen og - ikke mindst - fortalte om bagefter.

Ser vi på de konkrete oplysninger, er det iøjnefaldende, at den jyske halvø åbenbart var delt i et nordligt "Jylland" og et sydligere "Sillende". Det er også klart, at både Skåne, Sjælland og formentlig Fyn med omliggende øer var "danske", men om det udtrykker en bevidst gradsforskel, at Ottar de første 3 dage havde "Danmark" (dvs. den svenske kattegatkyst) til bagbord, mens han de sidste 2 dage havde de øer, som "hørte til Danmark" liggende overfor Jylland og "Sillende", er ikke til at afgøre. Bornholm havde tilsyneladende en særstilling med egen konge, og sveernes territorium begyndte med Blekinge. 

At Hedeby lå mellem venderne, sakserne og anglerne, er selvfølgelig ikke overraskende, men tilføjelsen, at den "hørte til danerne", kan nok undre, når omgivelserne ("Sillende") tilsyneladende ikke havde dette tilhørsforhold og i øvrigt fortrinsvis må have været befolket med angler omkring Hedeby.

Hvis vi tager Ottar bogstaveligt, bør vi altså anse Hedeby i 880-erne for en "dansk" enklave i grænseregionen mellem angler, vender og sakser, men forholdet mellem de forskellige etniske grupper og deres respektive territorier er slet ikke afklaret, og vi aner intet om mulige stammeforbund, andre fællesskaber eller aftaler, der sagtens - også som den dominerende magt - kan have knyttet "danerne" sammen med hele "Sillende", uden at landskabet nødvendigvis var en integreret del af "Danmark", og Hedeby kunne således også betragtes som hørende til danerne uden at høre til Danmark.

I det hele taget illustrerer Ottars beretning derved en problemstilling, der næppe kan analyseres tilbunds, men som formentlig er væsentlig for forståelsen af processerne omkring rigsdannelsen, så forholdet mellem selve stammen (f.eks. danerne), dens "land" (f.eks. Danmark), og områder eller steder, der kontrolleredes enten af stammen eller fra "landet", nødvendigvis må inddrages i overvejelser om udstrækningen af fast etablerede magtområder på et givet tidspunkt.

Umiddelbart virker problemstillingen måske sekundær, fordi vi har nogle indgroede forestillinger om stater og deres afgrænsning, men en væsentlig årsag til Vikingetidens dynamik skyldtes utvivlsomt brydningerne mellem nordisk (germansk) og kontinental (romersk) samfundsopfattelse, der - hinsides vekslende religioner - havde stået på det meste af et årtusind, men som først var kommet i bevægelse efter Romerrigets sammenbrud og Frankerrigets gradvise samling (med især den mauriske - islamiske - trussel fra den iberiske halvø som befordrende element).

Frankerrigets organisation hvilede på det romerske systems lokale centre ("kolonier"), der - naturligt nok - også var bibeholdt i den romerske kirkeorganisation, og den assimilerede (eller kontrollerede) derfor forholdsvis problemløst de germanske og keltiske befolkningselementer, der befandt sig inden for de samme territorier, men det stødte på forbitret modstand, når det - ofte med "missionsvirksomhed" som indledende manøvre og påskud - forsøgte at indlemme nye germanske områder mod nord og øst, hvor stammerne - bl.a. defineret gennem religiøse overbevisninger og skikke - hævdede suveræniteten over de respektive bygder, hvori deres helligdomme og eksistensgrundlag var beliggende.

Det var en - om man så må sige - mønstergyldig, hierakisk organisation over for vikingernes kendte svar på spørgsmålet om, hvem der var deres herre: "Vi har ingen, vi er alle lige!". 

 

 

 

hovedsageligt kannikken Adam af Bremen's skrifter fra midten af 1070-erne, hvor han forfattede "De hamburgske ærkebispers historie og Nordens beskrivelse".

Selv om den beskrevne sammenhæng fortjener en minutiøs redegørelse for alle detaljer, der  vil kræve en separat artikel om den politiske historie i perioden, personificerer den i den her foreliggende form "aktørerne" omkring Tønder bys udvikling. Den konkretiserer - alle usikkerhedsmomenter til trods - situationen mere oprindelig og nærværende end en generel spekulation i dansk, tysk, slesvigsk o.s.v. kunne blive, og helt "grebet ud af luften" er den bestemt ikke, uanset dens - også metodiske - mangler og evt. unøjagtigheder i beskrivelsen.

Toke Jarls søn, Odinkar, der var biskop i Ribe fra omkring år 1000 til 1043 og havde det meste af Jylland (nordpå fra og med Anflod (ved Rudbøl) på vestkysten og Kolding på østkysten) som sit bispedømme, havde efter sin far arvet en tredjedel af Sinland, der formodes at have svaret nogenlunde til det senere Slesvig (hertugdømmet), men indtil da havde først Gorm den Gamle og siden sønnen Harald Blåtand haft magten over hele Jylland og - med vekslende stabilitet - rigets øvrige landsdele.

Harald Blåtands søn, Sven Tveskæg, var kommet til magten efter en opstand omkring 985 og orienterede sig - specielt i kirkelig henseende - mod England, hvor Harald Blåtand nødtvungent - og næppe velset overalt - havde sluttet sig til den tyske kirkeretning. Ribebispen (Odinkar) var da også engelsk uddannet, mens hans tysk skolede kollega, der egentlig havde sit bispesæde i Slesvig, blev "siddende hjemme", simpelt hen fordi han ikke turde opholde sig i Slesvig.

Før Gorm den Gamle kom til magten  935-40 var der i Slesvig (Hedeby) 3 generationer af en, sandsynligvis svensk, kongeslægt: Olaf, Gnupa og sidst Sigtryg. Kong Gnupa var -  iflg. den ene af to runesten, der rejstes over Sigtryg - gift med "Asfrid, Odinkars datter", og eftersom Odinkar-slægten anses for at have være jævnbyrdig med - hvis ikke en gren af - kongeslægten, tegner der sig et billede af en slesvigsk-svensk alliance (manifesteret i ægteskabet mellem Asfrid og Gnupa), som i 934 blev angrebet af den østfrankiske (tyske) konge, Henrik I Fuglefænger (876-936), og kort efter, måske gennem fredelig overenskomst efter at Sigtryg (iflg. runestenene) var død, gik i forbund med Gorm den Gamle.

Dermed var Odinkar-slægten umiddelbart udmanøvreret i magtpolitiske sammenhænge - måske også fordi man havde de "forkerte" politiske eller religiøse anskuelser i forhold til Gorm den Gamle, eller fordi man simpelt hen valgte at forvalte sit private jordegods, der under alle omstændigheder gjorde slægten til en økonomisk magtfaktor.

Ribebispen fra årtusindskiftet havde en navnebror, der tillige var hans onkel og forbillede. Denne Odinkar var af Ærkebiskop Adaldag i Bremen indviet til missionsbiskop i Sverige og virkede som sådan bl.a. også på Sjælland og Fyn i 900-årenes seneste årtier, og det indikerer, at slægten nu koncentrerede ambitionerne mod den kirkelige organisation, som også den sjællandske linie, der identificeres med Hvide-ætten, senere "leverede" bl.a. ærkebiskopperne Absalon, Anders Sunesen og Jakob Erlandsen.

Alene den omstændighed, at navnet Odinkar - selv for kristne biskopper - holdtes i hævd, kunne tyde på et markant religiøst islæt i slægtens tidligere magtstilling, og Toke, der regnes for en kortform af Thorkil (Thorketill = Thor-kedel), bestyrker selvfølgelig formodningen. 

Med den bagklogskab, historien har givet os i hænde, kan vi næppe bestride fornuften i den strategi, slægten fulgte under de radikale forandringer, der - også i Tønder - skete i løbet af Vikingetidens sidste hundrede år, selv om man også - Middelalderen igennem og ofte med dramatiske konsekvenser - blev kastet ud i uløselige interessekonflikter.

Her manifesterer Møgeltønder - som tilhørende Odinkar-slægten og senere bispestolen - i forholdet til Lilletønder de lokale aspekter af modsætningerne, der selvfølgelig har gavnet byudviklingen i Tønder, men som samtidig - lige til vore dage - har holdt sammen på et godskompleks omkring Møgeltønder (nu Schackenborg), der ligeledes - omend efter helt andre kriterier - har været anset for værdifuldt.