Tønder i Middelalderen

1. Indledning
Navigation:

Næste afsnit
Retur til oversigt
Retur til startside



Byen fik sine købstadsrettigheder af Hertug Abel i 1243. Det var – bortset fra fortalen – en direkte afskrift af Lybæks stadsret, og det originale håndskrift opbevares nu i Det Kongelige Bibliotek som den ældst bevarede stadsret fra det nuværende Danmark.

Allerede omkring 100 år tidligere var stedet imidlertid kendt som "ankerplads, beskyttet mod alle vinde og omgivet af bygninger" så langt væk som på Sicilien i Middelhavet, hvor den arabiske geograf al-Idrisi beskrev "Tundira" således på sit kort og placerede det så præcist, at det uden tvivl var Tønder, han mente.

Dermed synes byens oprindelse at gå tilbage til i hvert fald Vikingetiden, selv om der ikke derudover ligger arkæologiske fund eller anden dokumentation end nogle dyrkningsspor fra 1100-årene i den oprindelige overflade under udkanten af den nuværende bebyggelse til grund for antagelsen.

Før købstaden har der ligget en landsby og måske en borg eller et vagttårn på stedet, der blev kaldt "Lytken-Tundern" (Lille Tønder) i modsætning til "Mögel-Tundern" (Store Tønder), hvor der ligeledes var landsby og borg. Byens – dvs. landsbyens – oprindelige kirke (Skt. Laurentius) var ved lukningen omkring 1530 en romansk kvaderstensbygning fra 1100-årene – måske med en mere primitiv forgænger af træ eller andet forgængeligt materiale. Kirke og kirkegård lå vest for Vestergade 25, der var den vestligste private ejendom i byens nordvest-kvarter.

Gennem det meste af sin historie har byen – bl.a. manifesteret i den hertugelige stadsret – været en brik i magtspillet mellem konge og hertug. Mange har deri set et nationalt modsætningsforhold mellem tysk og dansk, men nationalfølelser tilhører en langt yngre tidsalder, og i Middelalderen udviklede uoverensstemmelserne sig på helt andre præmisser.

Dynastiske, kirkelige, økonomiske og strategiske interesser med vekslende dominans og tilpasset de muligheder og begrænsninger, som omgivelserne i den aktuelle situation tillod eller pålagde aktørerne, bestemte i høj grad omfanget og intensiteten i de konflikter, der opstod, men baggrunden for stridighederne var mindre væsentlig for byens situation end selve den kendsgerning, at de fandt sted.

For de konkrete – geografiske og topografiske – omstændigheder i og omkring byen i Middelalderen har de naturgivne forudsætninger haft langt større betydning end selve den politiske historie, hvor i hvert fald de strategiske dagsordner også har skullet forholde sig til eller benytte sig af det specielle landskab omkring Tønder. 

Hvis byen som antaget havde sine rødder i Vikingetiden, vil beliggenheden af den oprindelige handelsplads – som det også var tilfældet ved bl.a. Ribe og Slesvig – måske falde helt uden for de senere kendte bebyggelser, specielt Tønder og Møgeltønder, men kendskabet til datidens samfundsstrukturer er generelt så upræcist, at der ingen indlysende forklaring er på disse flytninger – eller måske nærmere nedlæggelser.

Tidsmæssigt er der et sammenfald mellem by-flytningerne og den turbulente periode, der indledtes med mordet på Harald Blåtand omkring 987 (”den Harald, der” – iflg. eget udsagn på den store Jellingsten – ”vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne”), og som mundede ud i kongens nære samarbejde med den tysk-romerske kirke under Svend Estridsen.

Han tilbageerobrede den danske kongemagt fra norske  Magnus den Gode 1047 og organiserede sogneinddeling og kirkebyggeri frem til sin død 1074 i Søderup (vest for Aabenraa), efter afholdt ting på Urnehoved (det sønderjyske landsting, der dog havde begrænsede funktioner i sammenligning med Viborg, Ringsted og Lund, og som nedlagdes helt 1524, hvor hertugdømmets landdag blev henlagt til Flensborg).

Det identificerer naturligvis ikke de konkurrerende kræfter, der må have organiseret de overflødige – eller uønskede – handelspladser, og som – m.h.t. status – må have været sammenlignelige med kongemagten.

Vikingetiden igennem var der rivaliseringer om magten. Lejlighedsvis var der måske indgået fredsaftaler, eller nogen besad simpelt hen den nødvendige overmagt til at knægte modstanderne. Uanset det indbyrdes forhold i øvrigt synes ”alternative” byer imidlertid at have været acceptable elementer i magtspillet, når de blot ikke beskæftigede sig med magtens primære forudsætninger.

Selv om vi – udover militær og måske økonomisk overlegenhed – ved meget lidt om magtens egentlige grundlag, kan vi antage en fundamental sakral eller religiøs funktion, som indehaveren af kongemagten repræsenterede. De respektive grupperinger har givetvis brugt stærkere udtryk om kongens rolle, men i den foreliggende sammenhæng må det være tilstrækkeligt at fremdrage det sakrale som et område, hvor der vitterligt var uforenelige forskelligheder, der skulle respekteres, men som måske omvendt tolererede – eller sågar understøttede – tiltag, der var neutrale i samme henseende.

Modsætninger fra hedensk tid kunne sågar være overført til tidlig kristen tid i hhv. engelsk-keltisk og tysk-romersk kristendomsopfattelse, der i hjemlandene havde assimileret vidt forskellige normer fra de respektive før-kristne religioner og agerede tilsvarende forskelligt med hensyn til eksempelvis tolerance og aggressivitet i forhold til anderledes tænkende.

Harald Blåtands – måske påtvungne – forsøg på at forene modsætningerne under tysk kontrol mislykkedes, og samme skæbne overgik Svend Tveskægs og Knud den Stores accept af den mere tolerante engelske udgave, mens Svend Estridsen – efter nedkæmpelse af et kortvarigt norsk styre – fik stabiliseret den tysk-romerske model, selv om der lige til Reformationen også var modstand mod den. 

I de efterfølgende afsnit vil der blive behandlet forskellige forhold i byens middelalderlige historie – primært relateret til dens konkrete placering og indretning og med relativt ukritiske henvisninger til det mere abstrakte historiske stof, der dog efterhånden også vil blive behandlet i selvstændige artikler med detaljerede overvejelser og den fornødne argumentation.