Tønder i Middelalderen

2. Navn og eksistensgrundlag
Navigation:

Forrige afsnit
Næste afsnit 
Retur til oversigt
Retur til startside


Normalt er det ikke vanskeligt at bestemme de forudsætninger, der har ført til bydannelser forskellige steder, og i den henseende var de geografiske – og dermed de trafikale – betingelser omkring Tønder da også formålstjenlige omkring år 1000, hvor situationen, der førte til købstadsrettighederne i 1243, må have været under udvikling.

Stedet har været tilgængeligt fra havet gennem Vidåsystemet, som vil blive behandlet særskilt i et senere afsnit, og samtidig har den nord-syd-gående færdsel over land kunnet passere de forskellige tilløb, inden de forenedes til det nuværende Danmarks mest vandførende åløb, Vidåen, som man i givet fald skulle sejle over.

Uden at gå i detaljer her, bør det tilføjes, at grænsen mellem Ribe og Slesvig bispedømmer fulgte Arnå, der fra nordøst løb tæt syd om byen, hvor samme vandløb adskilte Lø herred (med Tønder) mod nordvest fra Slogs og Kær herreder mod øst og syd. Også syssel-grænsen (mellem Ellum og Isted sysler) gik lige syd om Tønder, selv om også Kær herred hørte til Ellum syssel i 1200-årene, måske sammen med Hviding herred mod nord som de første tilføjelser i syslets omdannelse til Tønder amt.

Kort, der viser udbredelsen af forskellige sproglige egenarter, afslører ligeledes en markant grænse syd om Tønder, hvor spredte linier fra øst og syd samler sig og i det videre forløb afskærer øerne og en strimmel af fastlandet langs vadehavskysten til nord om Rømø. De afspejler utvivlsomt ældre forskelle i befolkningens herkomst og tilhørsforhold, men hvilke detaljer, der var oprindelige, og hvad der hidrører fra folkevandringstiden omkring 400 eller fra frisertilvandringens 2 hovedfaser omkring 800 og 1200, får stå hen i denne forbindelse.

Det afgørende her er, at stedet omkring år 1000 – i forhold til både kendte administrative inddelinger og regionale forhistoriske befolkningsgrupper – har ligget direkte i en overgangszone, der adskilte væsentlige kulturelle, religiøse og administrative forskelligheder, hvor der imidlertid også har været behov for samkvem i begge retninger, og det har – udover den almindelige land- og søværts færdsel – givet fastboende en yderligere indtjeningsmulighed ved formidling af rejseaktivitet og varetransport på tværs af skellene.

Foruden handel med tilførte varer, der med sikkerhed vil være foregået i et eller andet omfang, har også en stedlig produktion været nødvendig, hvis byen skulle blive til andet end en midlertidig markedsplads. Senere har byens borgere bl.a. handlet med levende kreaturer, der var opfedet i marsken, og kniplinger der var produceret i hele oplandet, men omkring år 1000 havde man også nogle muligheder.

Der kunne udvindes jern af de tykke lag myremalm der fandtes mange steder især nord og øst for byen. Der er faktisk fundet slagger og smelteovne fra Jernalderen ved bl.a. Tønder, Møgeltønder, Sølsted og Emmerske, og store mængder myremalm er afgravet i nyere tid for at forbedre landbrugsjorden, for under gunstige betingelser gendannes forekomsterne på bare 30-40 år, så ressourcerne har afgjort været til stede, men en egentlig produktion af råjern eller forarbejdede varer, er desværre ikke påvist i området omkring år 1000, selv om både behovet og forudsætningerne var til stede. 

En anden råvare var imidlertid indiskutabelt til stede. I tørvelag, der af og til gennemblødes med havvand og tørrer ud igen, optages med tiden så store mængder salt, at de kan udnyttes.

Teknikken, der har været brugt på hele vadehavskysten fra Nordfrisland til Holland siden Vikingetiden (og måske før), gik ud på, at man på vaderne afgravede tørven under det finkornede – og derfor vandtætte – sliklag, der har forhindret at tidevandet udvaskede saltet. Tørven tørredes på land og afbrændtes i store bunker, hvorefter den meget saltholdige aske blev fugtet med havvand og formet til klodser, der kunne transporteres til selve saltkogeriet. Der blev de gennemskyllet med havvand, hvori asken sank til bunds, mens saltet blev opløst i vandet, der så kunne inddampes, hvorefter saltet lå tilbage i ”panden”.

Produktet var i princippet almindeligt køkkensalt, natriumklorid, men ved afbrændingen af tørven blev der også frigjort små mængder af andre salttyper, der medførte en bitter bismag, som ikke kunne fjernes med den datidige teknik, men på trods af det var "frisisk salt" i brug langt op i 1700-årene, og på dansk-slesvigsk område lukkede det sidste saltkogeri i Galmsbül (ved Niebüll) først i 1780-erne.

Salt var altså et lokalt produkt, og endnu eksisterende "Saltgader" i både Ribe og Slesvig dokumenterer, at det var en vigtig handelsvare, der blev fremstillet meget tæt på Tønder.

Dermed foreligger der også en logisk holdbar forklaring på stednavnet Tønder, Tunder på middelalderdansk, Tundern på plattysk, Tondern på højtysk og – ikke uvæsentligt – Tynde (med stød!) på sønderjysk. Allerede her ses det, at ordet intet har at gøre med tønder (som beholdere til øl, vin, klipfisk osv.), for så ville byen have heddet Tønner, Tunner(n), Tonnern eller – især – Tynne (uden stød!).

Samme ord (endda i nutidig, dansk retstavning) har vi imidlertid også i betydningen ”en kraftig ild”.  I de fleste nyere forklaringer ser man mere på det, der brænder, og vælger betydningen ”letantændeligt materiale”, men ordet er under alle omstændigheder nært beslægtet med nudansk tænde, engelsk tinder, tysk zünden og Zunder, og specielt sidstnævnte synonym kan dels oversættes til ”voldsom brand”, dels sidestilles med byens middelalderlige navn ”Tunder”.

Man har forsøgt at forklare navnets opståen ved en – angivelig – omfattende handel med fyrsvampe (”tønder-svampe”, der blev antændt, når man ”slog ild” med et fyrstål mod kanten af en flad sten) fra de store skovarealer, der skal have været på egnen, men netop forsvandt pga. denne udnyttelse.

 

Sågar en – påstået – usædvanlig høj frekvens af lynnedslag er blevet kædet sammen med Guldhornene og et kultsted for Thor i Gallehus for at få forklare ildens tilstedeværelse i stednavnet, men de rygende saltbål, der kunne ses – og lugtes – op til 7 mil borte, vil være den logiske og jordnære baggrund for betegnelsen Tønder.

 

Afbrændingen af salttørven har naturligvis krævet optændingsmateriale, men derudover har der også været fyret med træ under saltpanderne, og det har betydet en langt hårdere udnyttelse af skovene end den postulerede høst af svampe, der vel fortrinsvis har angrebet svækkede eller udgåede træer.

 

Under alle omstændigheder har saltbålene været så markante pejlemærker for både sø- og vejfarende, at de simpelt hen gav stedet sit navn. ”Stedet” var imidlertid hverken Tønder by, Lille-Tønder eller Møgel-Tønder, men højtliggende flader i amfibielandskabet syd og vest herfor, hvor tørvejorden blev bredt ud over terrænet, skåret til tørv, tørret, stablet og brændt af, før asken blev fragtet videre til saltkogerierne, der lå på værfter eller naturlige forhøjninger, så produktet, det færdige – og kostbare – salt, var nogenlunde beskyttet mod oversvømmelser, der ellers på få øjeblikke kunne opløse hele varelageret!

 

Anledningen til navnet skal således søges helt ude ved vadehavskysten, og principielt har det vel dækket hele lagunen (nu Tønder-marsken og Gudskogen syd for den nuværende grænse) foruden vaderne mellem denne og øerne Sild og Rømø, hvor højtliggende partier ligeledes kan have været brugt til tørring og afbrænding af tørven.

 

Hvis der i dette område har været en central markedsplads for salthandelen, har den uden tvivl også i videre forstand været forgænger for købstaden, og da landsbyerne og især de respektive borge også har fået navne som hhv. Store – eller Ældre – og Lille – eller Yngre – Tønder, kan de som sæde for magthavernes kontrol- og beskyttelsesforanstaltninger manifestere disses interesser i netop denne særprægede og livsvigtige produktion.

 

Deres alder eller størrelse angår i så fald næppe deres indbyrdes forhold, nærmere deres respektive forhold til handelspladsen i den sammenlægningsproces, der i løbet af Vikingetiden førte til rigsdannelsen. Derved blev Lille-Tønder landsherrens støttepunkt, der overtog funktionerne fra handelspladsen, mens Møgeltønder overgik til Ribe-bispen, efter at det mindre høvdinge- eller fyrstedømme, det havde tilhørt, havde opgivet sin selvstændighed.   

 

Andre muligheder for at søge en forklaring på de to Tønder-navne, kunne ligge i deres respektive kirker. Deres alder, deres fysiske størrelse, deres tilhørende menigheder (sogne) eller simpelt hen deres status i den kirkelige organisation kunne sagtens afstedkomme distinktionen mellem stor og lille eller gammel og ung, og med kirkefolk som - stort set - de eneste "skribenter" i datiden, kan navnene oprindeligt være manifesteret i kirkelig sammenhæng, hvorved diskussionen om stedernes respektive størrelse og betydning i videre forstand ville blive uafhængig af navnene.

En af de tidlige Ribe-bisper, Odinkar, der døde 1043, var angiveligt af kongeslægt som søn af Toke Jarl, efter hvem han arvede en tredjedel af Sinland, der menes at være en betegnelse for Sønderjylland eller Slesvig, uden at afgrænsningen i øvrigt kan fastlægges nærmere. 

Hvis Møgeltønder var beliggende i Odinkars tredjedel, og Sinlands selvstændighed ophørte, ville det være en nærliggende mulighed at redde mest muligt af arvegodset ved simpelthen at forære det til bispe-stolen, specielt hvis det drejede sig om en sammenblanding af personlig ejendom og øvrigheds-besiddelser, der havde været tillagt familiens embeder.