Tønder i Middelalderen

4. Byplan
Navigation:

Forrige afsnit
Næste afsnit
Retur til oversigt
Retur til startside



Den gængse opfattelse af Tønders middelalderlige byplan har været, at en enkelt, bugtet landsbygade (den nuværende hovedgade), der gik hen over en ø i Vidåens "delta", blev delt i to, så der opstod 4 kvarterer benævnt efter verdenshjørnerne med - principielt - 30 stavnsgrunde i hver, dvs. i alt 120 ejendomme, hvis ejere i henhold til stadsretten havde stort set alle rettigheder i byen og ens andele i bymarken.

Som så meget andet i byens tidlige historie, var det i overensstemmelse med Ludwig Andresens forståelse af kilderne, hvor han i øvrigt "manglede" et par ejendomme i nogle kvarterer, men selv om det manglende skattegrundlag måske nok kunne erstattes af de øvrige stavne, så afregningen med "statsmagten" blev korrekt, må vi gå ud fra, at byplanen har været i overensstemmelse med de præcis 120 skattebetalende ejendomme, der havde samme betingelser i enhver henseende.

Evt. afvigelser, der bl.a. kunne opstå ved gadegennembrud, nedrivning på grund af f.eks. rådhusbyggeri eller opførelse af ny bykirke eller - ulovlige - hushandler, hvor en person blev ejer af flere ejendomme samtidig, blev uden tvivl berigtiget hurtigst muligt, for det var ikke bare borgernes forpligtelser, der skulle fordeles. Der var også forholdsvise rettigheder til f.eks. fællesdriften i bymarkens forskellige fenner, som har forudsat en helt ufravigelig fordelingsstruktur.

Forskellige - også mere fleksible - varianter af en sådan "stavnsforfatning" var i øvrigt almindelig i de middelalderlige købstæder, især i Slesvig (hertugdømmet), men efterhånden som forstadsbebyggelser, der havde ligget uden for bygrænserne (på såkaldt amtsgrund), blev indlemmet i byerne, smuldrede stavnsforfatningerne. Fordelingsprincippet kunne simpelt hen ikke opretholdes, og 1768 tog magistraten i Tønder konsekvensen og ophævede stavnsforfatningen.

Vi vil imidlertid holde fast i Middelalderen, endda den meget tidlige, hvor en egentlig stavnsforfatning næppe interesserede befolkningen i den landsby, der lå her før byen.

Hvordan landsbyen, der havde sin kirke - viet til Skt. Laurentius - liggende nær Vestergade 31, var indrettet, kan vi ikke vide med sikkerhed. Der er dyrkningsspor fra 1100-årene på Slotsbanken, og spor af jernudvinding i oldtiden ved Nygade. Måske var der en fortøjningsplads til både, pramme og småskibe med ringe dybgang, og måske var man ved Vikingtidens slutning begyndt at formidle vareomsætning på - eller helt overtage kontrollen med - sæsonprægede (eller produktrelaterede) markeder, der kan have været etableret i nærheden (jfr. afsnittet "Navn og eksistensgrundlag").

To gadenavne Kobbergade (1695: Copperstrasse) og Pebergade (1695: Pepperstrasse) har helt klart vikingetidige paralleller som gaden Coppergate i York (i det "danske" område i England) og landsbynavnet Peppering i England, svarende til Pebringe på Sjælland.

Coppergate kan oversættes til "Koppergade", kopper = kopmager = bødker, jfr. engelsk cooper = bødker, og i Yorks Coppergate har man faktisk fundet bødkernes værksteder og deres spån-bunker, mens Pebringe afledes af olddansk Pipr = væld, dvs. kildestedet, og Pebergade bliver altså til Kildegade. Når vi ydermere har en Smedegade, hvis navn må være ældre end den kirke , Skt. Nicolai (Kristkirkens forgænger), med tilhørende kirkegård, der blev placeret lige op til den, bliver forudsætningerne for en mulig jernproduktion af myremalm (jfr. afsnittet "Navn og eksistensgrundlag") relevant, og en byplan med to håndværkergader samt en adgangsvej til drikkevand placeret i Vikingetid eller tidlig Middelalder uden arkæologiske bevisligheder er vel "ikke så ringe endda".

Netop smedene og bødkerne har - hver på deres felt - haft funktioner i forhold til de råstoffer, der kunne udvindes på egnen. Udover den egentlige forarbejdning har smedene også kunnet medvirke ved klargøringen af råjernet, der - efter udglødning af myremalmen, hvorved slaggen smeltede og samlede sig nederst i de primitive lerovne - lå tilbage som såkaldte jernsvampe, klumper af porøst jern, der igen skulle opvarmes og smedes (hamres) sammen til massive emner inden den videre forarbejdning til værktøjer, våben og beslag m.v. Bødkerne fremstillede trætønder, som saltet kunne transporteres i. Det var en vandtæt, målfast og holdbar emballage, der var nem at håndtere, fordi den kunne rulles på et jævnt underlag og stod fast, når den rejstes på højkant.

Her lå altså - et par hundrede år før købstaden - en landsby, der havde væsentlige erhvervsmæssige funktioner i forhold til omgivelserne. I hvert fald to erhverv holdtes samlet i deres respektive gader og dermed også adskilte fra hinanden: bødkerne mellem deres letantændelige spåndynger og smedene i deres farefulde håndtering af ilden og det glødende metal.

Vi kan dermed tillade os at betvivle den enkelte, bugtede landsbygade - i hvert fald i den sene Vikingetid.  Øen, den angiveligt gik hen over, var "kun" en halvø, nemlig odden mellem Galgestrømmen og Emmerske Bæk (jfr. afsnittet "Vandløb omkring Tønder"), og vi kan tillade os at anse byens størrelse for mindst svarende til Møgeltønders på dette tidspunkt, for selv om den objektive sandhedsværdi naturligvis er beskeden, indebærer vurderingen trods alt en logisk sammenhæng mellem 3 gadenavne, der hver især har sproglig tilknytning til tiden og indholdsmæssigt modsvarer indiskutable, lokale behov.

Under alle omstændigheder er det en alternativ indfaldsvinkel til købstadens forhistorie, og som udgangspunkt for en rekonstruktion af dennes byplan indebærer den, at strukturen fra den allerede eksisterende, anselige bebyggelse, der var etableret, skulle videreføres eller indpasses i købstadens planlægning, så måske lå principperne i "stavnsforfatningen" ikke indbyggerne helt så fjernt som ovenfor postuleret, men det vender vi tilbage til.

Det område, vi ovenfor kunne udlede af gadenavnene, svarer ganske præcist til købstadens Nordvestkvarter med Smedegade liggende udenfor mod øst - dvs. i læsiden ved vestenvind, så røg og vildfarne gnister fra smedjerne de fleste dage om året ville drive væk fra de øvrige ejendomme.

Frem til opnåelse af købstadsrettighederne i 1243 må vi formode, byens øvrige 4 kvarterer er blevet bebygget, selv om der naturligvis kan have været ledige grunde i en kort overgangsperiode, men de 120 stavne var ansvarlige for de 120 plove, byen skulle udrede skat af, og ejerne skulle - hver især - holde en fuldstændig krigsrustning, mens de "gemene borgere" - "spidsborgerne" ! -  kunne nøjes med et spyd. De 120 stavnsejere udpegede ligeledes "rådet", der varetog byens styrelse og retsplejen i laveste instans.

Der var altså al mulig grund til at befolke samtlige 120 stavne, for hertugen førte tilsyn med byens forhold gennem en foged, der i begyndelsen kunne sidestilles med herredernes ombudsmænd eller herredsfogeder. Bystyret tiltog sig imidlertid større magt efterhånden og valgte fra 1350 en borgmester (senere i samråd med - og ofte udpeget af - hertugen), mens byfogdens embede stort set blev reduceret til rutineprægede, politimæssige opgaver.

Købstadens 120 stavnsgrunde var principielt ligeberettigede, og alle var derfor også - som fordelingstal til deres rettigheder i bymarken - sat til 2 otting, der var det normale for en helgård (takseret til 1 plov) på landet i Sønderjylland, så man har åbenbart bibeholdt landsbyens fordelingssystem, der behandles generelt i en særskilt artikel.

I Tønder må man forestille sig, at den oprindelige landsby brugte en alen på ca. 63 cm., og 8 af dem - ottingen - blev så til ca. 5,04 m. Det kunne f.eks. være sjællandske eller rhinlandske mål, der var manifesteret i den stedlige tradition indtil en regional magtkoncentration frembragte en vis - måske afvigende - ensartethed på området, selv om hævdvunden praksis og fuldbyrdede kendsgerninger ikke nødvendigvis var befordrende for bestræbelserne.

Senere faser af rigsdannelsen med intensiveret integration på landskabsniveau, normaliserede den - kortere - lybske (svarende til den holstenske) alen for hele Jylland og på Fyn, indtil Christian II dekreterede, at den sjællandske alen skulle gælde for "hele riget", men det modificeredes igen i 1540, så de gamle, lokale alenmål stadig måtte benyttes til opmåling af købstadsgrunde, og endnu i 1602 skulle alle rådhuse i de jyske købstæder have en lybsk alen af jern til brug ved justering af de alenmål, der brugtes i hverdagen.

Tønders samkvem med Lübeck, hvorfra stadsretten - ordret afskrevet - var sendt hertil i 1243, og hvor overretten også var appelret for Tønder (indtil 1496), har uden tvivl befordret indførelsen af det dermed konforme målsystem, hvori også roden var en gængs enhed, der bl.a. var flittigt brugt ved digebygning og de fleste steder angives til 18 eller 20 fod, mens den i øvrigt regnedes til 8 alen.

Den specielle "Tondersche Ruthe", dvs. "tønderske rode", var på 18 holstenske fod, dvs. ca. 5,10 m. altså uvæsentligt længere end den almindelige rode (ottingen) på 8 alen, så man har sandsynligvis kunnet bruge samme måleværktøj (sandsynligvis en stang, jfr. Angel-Ruthe = fiskestang) til begge.

Hvis man, som de særskilte overvejelser angående ottingen når frem til, går ud fra, at ottingen (roden) også brugtes til udmåling af toften langs landsbyens forte, skal vi altså genfinde målet i gadesiden af byggegrundene i den oprindelige købstad, og et hastigt blik på et matrikelkort afslører da også talrige gavlhuse langs hovedgaden, der er præcis nogle få cm. over 10 m. brede, altså nøjagtig 2 roder eller otting, svarende til stavnsgrundenes ottingtal.

I den forbindelse vil den plattyske betegnelse "Staven" for disse grunde (og "Stavenland" for de marker, der indgik i fællesdriften) næppe kunne frasige sig et nært slægtskab med den "stang", der brugtes til udmålingen af grundene, men mere bemærkelsesværdigt er det måske, at hovedgadens sydside fra Vestergade 26 til Østergade 61 med 2 formodede gadegennembrud ville få plads til ca. 55 stavnsgrunde. De resterende ca. 5 grunde må have været placeret ved enderne eller bag gadelinien,  måske i forbindelse med klosteret, som vi vender tilbage til.

Nordsiden har vel været bebygget i tilsvarende længde, men nordvest-kvarteret med både Laurentiuskirken og den oprindelige landsby har haft en del bebyggelse i dybden, og nordøstkvarteret har formentlig haft en tilsvarende dybde, hvor torveplads og kirkegård formentlig har været friholdt fra begyndelsen.

Dybden af stavnsgrundene, som vi den dag i dag ser i langt de fleste grundstykker langs hovedgaden (mod Spikergade dog noget længere, men med en gennemgående skellinie i samme afstand), er ca. 60 m. eller 12 roder, dvs. stavnsgrundene var på hver 24 kvadratroder, og der gik 5 stavnsgrunde på 1 toftrode, eller 10 på de 2 toftroder, som her antages at have repræsenteret toften til en "helgård" i landsbysammenhæng.

Grundene i byens nordvestkvarter vil således kunne "dækkes" af 3 helgårde (2 langs hovedgaden og 1 på "højkant" mellem Nørregade og Richtsensgade), og uden gadegennembrud for den senere Richtsensgade vil yderligere en helgårdstoft i byens nordøstkvarter passe præcis over til Smedegade (den såkaldte Rådhuskarre).

Forten er gået i forlængelse af nuværende Carstensgade-Østergade-Nørregade til "æ Svinmærken", hvorfra den har fulgt nuværende Allegade (til indgangen til alleen) og i modsat retning gennem den nuværende P-plads hen mod Torvet. Nørregade har i modsat retning været ført over grøften, vi kender som Laurentiusstrømmen, og Galgestrømmen  for at fortsætte nord- og vestpå.

Også mod syd har der været en udfaldsvej, der udgik fra det senere torv og delte sig mod øst (uden for kortranden på det gengivne udsnit) i nuværende Holmevej og sydvest mod Ubjerg, og endelig har der været Kildegaden (Pebergade), der gik over mod den stadig eksisterende - nu bag rådhuset ved Kongevej - kilde i nærheden af nuværende Skibbroen og Jomfrustien.

Laurentiuskirken - helt mod vest - har næppe eksisteret endnu, så Kildegaden er gået uden om den vestligste toft og fortsat over mod kilden. Hvis landsbyen har haft en lille trækirke, kan den have stået på toften hos en kristen bonde, måske en person, der havde været udenlands på vikingetogt eller handelsfærd, og som derved kan have skaffet sig "forbindelser" opad i "systemet" og været en af iværksætterne bag udviklingsprocessen.

Til og med disse 4 helgårde, der formentlig "nøjedes" med hovedsageligt at dyrke deres respektive tofter og benytte de nærmestliggende omgivelser til græsning og høslæt, har byen udviklet sig som ganske almindelig landsby, og vi er vel - løst anslået - ved at nærme os en afgørende fase i rigssamlingen og samfundsorganisationen omkring midten af 900-årene.

Vandløbene er - mere detaljeret og bortset fra Emmerske bæk - ført igennem som skematisk rekonstrueret omkring 1100 i afsnit 3. Når Emmerske bæk er ført ud i marsk-engen til en lille grøft, der stadig ligger der, som den - iflg. gamle kort - har gjort siden i hvert fald 1600-tallet, er det, fordi dens placering helt ind mod byen som møllestrøm og forsvarsforanstaltning har været kunstig tilvejebragt med et dige langs sydøstsiden.

Galgestrømmen, som har været det eneste nogenlunde sejlbare, vandløb har formentlig dannet en slynge ind omkring den nuværende "Solsikkeplads", hvor det har været muligt at fortøje eller trække både og småskibe på land, og til omkring Askesodde, hvor alle tre vandløb omkring byen var forenede, har lidt større skibe kunnet manøvrere, ligesom stednavnet Lægan - uden at det i og for sig er tidsfæstet, selv om det øde værft Spydholm lige nord derfor er arkæologisk undersøgt og dateret til vikingetid - kunne tyde på en historisk havnefunktion ved det inderste hjørne af Gudskogen, der sandsynligvis har budt på helt uproblematiske sejlløb også for datidens havgående skibe.

Det er disse funktioner og en eventuel sæsonbetinget markedsplads for bl.a. salthandelen, der kan have forårsaget en vestgående sidevej, jfr. kortskitsen, fra vejen over Tved mod Gallehus og Møgeltønder, der førte videre mod Ribe.

Hovedgadens forløb videre mod vest (til Møgeltønder m.v.), som i de gængse fremstillinger betragtes som oprindelig, vil for det første ikke være forenelig med en gennemsejlingsmulighed til åslyngningen ved forten bag de nuværende grunde langs hovedgaden, og for det andet var hovedgadens vestende formentlig slet ikke til stede endnu, så den kunne forlænges vestpå.

Spørgsmålet hører egentlig hjemme i et kommende, særskilt afsnit om byens vejforbindelser, men et karakteristisk træk ved vejforbindelserne var, at de ikke gik gennem landsbyerne. I de fleste tilfælde går lokale forbindelser tæt forbi landsbyerne, regionale forbindelser ligger ofte i landsbyernes overdrev og langs sogneskel, mens fjernforbindelserne snor sig - bogstaveligt talt - gennem "ødemarken", og logikken er ganske simpel, fordi "vejene" - egentlig bare passable "bånd" gennem terrænet  - for længst var bestemt af naturen, da bebyggelserne og deres respektive administrative sammenhænge blev anlagt eller etableret, og vejfarende på gennemrejse var lige så uønskede i landsbyerne, som de selv var skeptiske overfor den stedlige befolkning.

Landsbyens beliggenhed på en odde mellem åløbene - iflg. den hidtil gængse opfattelse sågar en ø - er således helt uforeneligt med den gennemgående "landevej", som man netop undgik ved at placere sig her, selv om man selvfølgelig stadig befandt sig i nærheden af færdselsårer i alle retninger.

I løbet af Vikingetidens sidste ca. 100 år begyndte landsbyens udvikling så for alvor. Stabiliseringen af en central kongemagt i Jylland har formentlig gavnet denne udvikling i og med, at Møgeltønders tilknytning til den sønderjyske magtelite formentlig har været personrelateret, og at den - eller de - pågældende ikke umiddelbart har kunnet opretholde samme - indflydelsesrige - status i den nye samfundsorden.

De efterfølgende overvejelser omkring magtforholdene i forbindelse med rigsdannelsen hviler på et yderst spinkelt kildegrundlag, hovedsageligt kannikken Adam af Bremen's skrifter fra midten af 1070-erne, hvor han forfattede "De hamburgske ærkebispers historie og Nordens beskrivelse".

Selv om den beskrevne sammenhæng fortjener en minutiøs redegørelse for alle detaljer, der  vil kræve en separat artikel om den politiske historie i perioden, personificerer den i den her foreliggende form "aktørerne" omkring Tønder bys udvikling. Den konkretiserer - alle usikkerhedsmomenter til trods - situationen mere oprindelig og nærværende end en generel spekulation i dansk, tysk, slesvigsk o.s.v. kunne blive, og helt "grebet ud af luften" er den bestemt ikke, uanset dens - også metodiske - mangler og evt. unøjagtigheder i beskrivelsen.

Toke Jarls søn, Odinkar, der var biskop i Ribe fra omkring år 1000 til 1043 og havde det meste af Jylland (nordpå fra og med Anflod (ved Rudbøl) på vestkysten og Kolding på østkysten) som sit bispedømme, havde efter sin far arvet en tredjedel af Sinland, der formodes at have svaret nogenlunde til det senere Slesvig (hertugdømmet), men indtil da havde først Gorm den Gamle og siden sønnen Harald Blåtand haft magten over hele Jylland og - med vekslende stabilitet - rigets øvrige landsdele.

Harald Blåtands søn, Sven Tveskæg, var kommet til magten efter en opstand omkring 985 og orienterede sig - specielt i kirkelig henseende - mod England, hvor Harald Blåtand nødtvungent - og næppe velset overalt - havde sluttet sig til den tyske kirkeretning. Ribebispen (Odinkar) var da også engelsk uddannet, mens hans tysk skolede kollega, der egentlig havde sit bispesæde i Slesvig, blev "siddende hjemme", simpelt hen fordi han ikke turde opholde sig i Slesvig.

Før Gorm den Gamle kom til magten  935-40 var der i Slesvig (Hedeby) 3 generationer af en, sandsynligvis svensk, kongeslægt: Olaf, Gnupa og sidst Sigtryg. Kong Gnupa var -  iflg. den ene af to runesten, der rejstes over Sigtryg - gift med "Asfrid, Odinkars datter", og eftersom Odinkar-slægten anses for at have være jævnbyrdig med - hvis ikke en gren af - kongeslægten, tegner der sig et billede af en slesvigsk-svensk alliance (manifesteret i ægteskabet mellem Asfrid og Gnupa), som i 934 blev angrebet af den østfrankiske (tyske) konge, Henrik I Fuglefænger (876-936), og kort efter, måske gennem fredelig overenskomst efter at Sigtryg (iflg. runestenene) var død, gik i forbund med Gorm den Gamle.

Dermed var Odinkar-slægten umiddelbart udmanøvreret i magtpolitiske sammenhænge - måske også fordi man havde de "forkerte" politiske eller religiøse anskuelser i forhold til Gorm den Gamle, eller fordi man simpelt hen valgte at forvalte sit private jordegods, der under alle omstændigheder gjorde slægten til en økonomisk magtfaktor.

Ribebispen fra årtusindskiftet havde en navnebror, der tillige var hans onkel og forbillede. Denne Odinkar var af Ærkebiskop Adaldag i Bremen indviet til missionsbiskop i Sverige og virkede som sådan bl.a. også på Sjælland og Fyn i 900-årenes seneste årtier, og det indikerer, at slægten nu koncentrerede ambitionerne mod den kirkelige organisation, som også den sjællandske linie, der identificeres med Hvide-ætten, senere "leverede" bl.a. ærkebiskopperne Absalon, Anders Sunesen og Jakob Erlandsen.

Alene den omstændighed, at navnet Odinkar - selv for kristne biskopper - holdtes i hævd, kunne tyde på et markant religiøst islæt i slægtens tidligere magtstilling, og Toke, der regnes for en kortform af Thorkil (Thorketill = Thor-kedel), bestyrker selvfølgelig formodningen. 

Med den bagklogskab, historien har givet os i hænde, kan vi næppe bestride fornuften i den strategi, slægten fulgte under de radikale forandringer, der - også i Tønder - skete i løbet af Vikingetidens sidste hundrede år, selv om man også - Middelalderen igennem og ofte med dramatiske konsekvenser - blev kastet ud i uløselige interessekonflikter.

Her manifesterer Møgeltønder - som tilhørende Odinkar-slægten og senere bispestolen - i forholdet til Lilletønder de lokale aspekter af modsætningerne, der selvfølgelig har gavnet byudviklingen i Tønder, men som samtidig - lige til vore dage - har holdt sammen på et godskompleks omkring Møgeltønder (nu Schackenborg), der ligeledes - omend efter helt andre kriterier - har været anset for værdifuldt.

I forhold til byplanen, som det selvfølgelig skal dreje sig om i denne forbindelse, ville det være nærliggende for den nye statsadministration at have en øvrighedsperson i området, når den tidligere indehaver af et tilsvarende embede var - så at sige - privatiseret, og når en sådan velsagtens skulle befinde sig uden for det møgeltønderske territorium, var Lilletønder en oplagt mulighed.

Stedet lå - ligesom Møgeltønder - i Lø Herred og hørte under Ribe-bispen, men det betød ikke nødvendigvis, at Odinkar-slægten havde haft private magtbeføjelser i landsbyen, der trods alt - dengang - lå på den modsatte side af Galgestrømmen. 

Under alle omstændigheder må den verdslige øvrighed have været underlagt kongemagten, medmindre der har været aftalt særordninger for bestemte områder, betinget af f.eks. ejendomsret og samfundsstruktur eller - simpelt hen - som en politisk-taktisk disposition.

Derudover kan sysselinddelingen, som netop kun var gældende i Jylland (incl. Sønderjylland), faktisk være blevet indført som nye forvaltningsdistrikter efter sammenlægningen af et samlet Sinland og de - helt eller delvist - selvstændige nørrejyske tjodlande (dvs. "stammestater"). Derved ville landsbyen også være løst fra tidligere sammenhænge i verdslig henseende og brugbar som hjemsted for øvrighedens repræsentant.

I den forbindelse skal måske indskydes, at "Ellæm sysæl", der vel almindeligvis menes navngivet efter Ellum ved Løgumkloster, også kan have haft sit "midtpunkt" i Elhjem enge sydøst for Rørkær (Slogs herred), hvor Elhjem Pold (på kort fra 1920-erne "Elhjem Vold") efter besigtigelse fra Nationalmuseet i 1925 blev dateret til Middelalder og beskrevet: Elhjems pol, Borgtomt. En Ø-V aflang, uregelmæssig Banke, over hvilken der gaar en Vej. Største Bredde 70 skridt. Tilhører Amtet. Prøvegravning er foretaget ved Sier Schack. Der er Munkesten. Under Vejen mellem 2 Broer er der fundet gammel Brolægning.