Tønder i Middelalderen

3. Vandløb omkring Tønder
Navigation:

Forrige afsnit
Næste afsnit
Retur til oversigt
Retur til startside


Dette afsnit har en helt speciel baggrund, som egentlig burde indgå i dokumentationen for de – sikkert overraskende – konklusioner, det vil åbenbare, men det ville ikke alene være i strid med nogle metodiske principper, det ville også være en yderst usaglig fremlæggelse af nogle usammenhængende og – ikke mindst – uforklarlige arkæologiske iagttagelser, der forhåbentlig senere kan behandles særskilt.

Ved udgravningen til byens nye rådhus ved Kongevej i 1980 havde Tønder Museum – efter nogle helt groteske uoverensstemmelser med den daværende Fortidsmindeforvaltning om områdets frigivelse til byggeriet – af samme myndighed fået overdraget det arkæologiske tilsyn, uanset museets irrelevante specialisering på især møbler, sølvtøj og vægfliser.

På foranledning af – nu afdøde – museumsdirektør (og sølvtøjsekspert) Sigurd Schoubye, skulle jeg derfor uden de mest elementære hjælpemidler (og ikke just velset på byggepladsen) søge at registrere, hvad man stødte på, og standse evt. destruktion af bevaringsværdige objekter.

Det konkrete udbytte af tilsynet vil – som ovenfor begrundet – ikke blive refereret, kun den erkendelse, at det, der i den tilgængelige litteratur blev anset for sikker viden om byens og omgivelsernes historiske fysiognomi, ikke var foreneligt med det, gravemaskinerne fjernede og lynhurtigt erstattede med fyldesand.

Siden har Haderslev Museum gennemført regulære udgravninger før bygningen af det nye kunstmuseum ved den modsatte side af slotsbanken, men efter rådhusbyggeriet har jeg set det som min primære opgave at nå frem til en brugelig opfattelse af den middelalderlige situation, der burde have været revurderet, før der overhovedet kunne tages stilling til byggeriet, og som i det mindste kunne have været et gennemtænkt udgangspunkt for tilsynet.

I den efterfølgende argumentation vil der derfor kun blive inddraget viden, som også på en eller anden måde var tilgængelig i 1980, om end vurderingen måtte blive ændret væsentligt. Der vil i øvrigt heller ikke – i denne foreløbige fremstilling – blive indsat noter eller omfangsrige kildecitater og -henvisninger, ligesom en række illustrationsmuligheder udelades, indtil de kan foreligge digitalt i en rimelig kvalitet.

Det drejer sig ganske enkelt om at få et fornuftigt helhedsbillede af den middelalderlige topografi ”på plads” hurtigst muligt, så evt. nye fundmuligheder kan erkendes, inden de – bogstaveligt talt – går til grunde, og kendte objekter måske finde deres oprindelige kontekst, selv om nogle formelle, tidskrævende krav til fremstillingen for nærværende vil blive negligeret.

Tønders renomme som søfartsby er indiskutabelt, men med uændrede besejlingsforhold frem til vore dage kunne hverken den middelalderlige købstad eller Møgeltønder fungere som havneby for andet end pramme, frisiske kystbåde (”neffer”) eller lokale marskbåde, for gennem åløbene kunne vikingeskibene, der for længst var gået af brug, da byen fik købstadsrettigheder, måske netop stages eller trækkes frem, mens de nyere, havgående fartøjer med deres langt større vægt og dybgang ikke kunne manøvreres gennem åerne.

Man kunne måske tro, at forholdene var bedre i Middelalderen, for i 1100-årene var stedet jo ”beskyttet mod alle vinde og omgivet af bygninger” (jfr. indledningsafsnittet), og i fortsættelse af Ludwig Andresens opfattelse har man faktisk også ment, byen faktisk havde en væsentlig havnefunktion, indtil det første rigtige havdige ved midten af 1500-tallet lukkede for den direkte adgang til havet, og at åløbene i øvrigt – bortset fra et enkelt indgreb i slutningen af 1500-årene – forløb, som de altid havde gjort, indtil afvandingsprojekter efter 1920 regulerede afstrømningen med bl.a. diger, pumpestationer og forbindelseskanaler, og alligevel lå vandløbene der stort set uforandrede, selv om f.eks. strømretningen kunne være vendt, for at lede vandet til pumpestationen!

I det flade landskab skal der ikke ske store forandringer, før vandet søger nye veje, men naturligvis har det været hensigtsmæssigt at have vandløbene, hvor de plejede at være, så de blev holdt på plads med diger og andre forstærkninger, hvor det var påkrævet, og i den henseende var tanken om de "uforanderlige" strømløb altså næppe helt forkert, men det var omvendt heller ikke forbundet med monstrøse jordarbejder at skabe formålstjenlige forandringer i det flade landskab.

Sådanne forandringer blev netop nødvendige efter det første havdige fra 1550-erne. Man har ganske vist brugt behovet for vand til den nyanlagte vandmølle ved slottet som motiv til en - angiveligt kendt - sammenlægning af Arnå og Hvirlå sidst i 1500-årene, men – alt andet lige – har digebygningen i sig selv forårsaget langt mere komplekse udfordringer for området.

Diget gik fra Højer over Rudbøl (den nuværende landevej) og Grippenfelt (nu å-dige) til Grelsbøl (mellem Sønder Løgum og Aventoft) og beskyttede således selve Tøndermarsken mod stormfloder, men samtidig afskar det næsten hele Vidåsystemet fra den naturlige afstrømning til Vadehavet og til Gudskogen (det store lavvandede område syd for Aventoft-Rudbøl), som blev inddiget allerede i 1560-erne, og det skabte et massivt indvandsproblem for Tøndermarsken!

Kun en brøkdel af det tidligere vådområde lå tilbage indenfor havdiget som reservoir for det tilstrømmende å-vand, der hobede sig op, når sluseportene var lukkede på grund af stærk pålandsvind, og det er næppe tilfældigt, at størstedelen af byområdet blev forhøjet med 2-3 meter netop i løbet af 1500-tallet, hvor alt forhåndenværende blev brugt til opfyldning. Når f.eks. fundamentet under den ene ende af det gamle rådhus på torvet står i et gedigent lag komøg, har det åbenbart været noget af en hastesag.

Det kan undre, at byen pludselig fik et så stort problem med indvandet, når man dog med den tidligere, 2-3 meter lavere, terrænhøjde også må have haft en eller anden beskyttelse mod lejlighedsvise oversvømmelser, men netop det flade terræn kan have forårsaget en yderst kaotisk situation, når vandløbene gik over deres bredder, hvor disse var lavest, og løb sammen i helt uberegnelige ”flodbølger”.

Specielt snævre tilløb med rimeligt fald, tilsvarende stærk strøm og forholdsvis stor vandføring har voldt problemer, når en sådan oversvømmelse pressede en modstrøm, der blokerede for udløbet, ind gennem det nederste (flade) leje og forårsagede overskylninger langs tilløbet på højere terræn end den faktiske vandstand ved havdiget.

Netop i selve byen og dens umiddelbare nærhed har dette problem været mest føleligt, for lige her nåede både Emmerske Bæk, Galgestrømmen og Bokkenså fra det højere liggende gestland ved Møgeltønder, Abild og Emmerske ned i marskhøjde og passerede tæt forbi byen, hvor de samtidig har været snævret ind på grund af broer og måske en eller flere anlægspladser for pramme og marskbånde eller simpelt hen spærret af en vandmølle, som det var tilfældet med Emmerske Bæk og - som det nedenfor er dokumenteret - ligeledes Arnå-Hvirlå, der var ført frem til Slotsvandmøllen allerede 1498, dvs. ca. 100 år tidligere end antaget, og som derfor også i sig selv kan have betydet en risiko for oversvømmelser i 1500-årene.

1500-tallets vandløb vender vi tilbage til  nedenfor, for de omlægninger, der da blev foretaget, ændrede netop den middelalderlige situation, som skal beskrives, men som udgangspunkt skal den foreliggende viden - så utilstrækkelig den end måtte være - præciseres.

Kilderne fortæller os intet om selve vandløbene, men almindeligvis antages, at Arnås nedre løb udgjorde skellet mellem Ribe og Slesvig stifter (bispedømmer) samt mellem Lø, Tønder og Højer herreder på den ene side og Slogs, Kær og Horsbøl herreder på den anden side. Det antyder, at Arnå sandsynligvis gik syd om både Tønder landsogn og Ubjerg, der begge hørte under Ribe-bispen og lå i Tønder herred, som sandsynligvis er udskilt af Lø herred forholdsvis sent (i 12-1300-årene).

Hvis ikke Arnå vitterlig har været skellet mellem Tønder-Ubjerg og Hostrup-Burkal-Sønder Løgum-Aventoft sogne, vil forløbet af dette skel, som stort set består lige til vore dage, følge flere forskellige vandløbsstykker, men på det allerførste stykke, hvor Arnå i givet fald har haft et nordligere løb, har der været en kort strækning uden vandløb over til Hvirlås gamle løb, der stadig fungerer som skelgrøft mellem Tønder bymark og Hostrup sogn.

Derefter er Hvirlå enten løbet nord om Ubjerg, hvor den har fundet sammen med bl.a. Arnå, så skellet måtte "springe" videre til Grønå-Lillestrøm, eller den er løbet sammen med disses parallelle løb nord for Sæd by. 

Skellet mellem Ubjerg og Burkal sogne, der i vore dage følger et gammelt vandløb - nu lukket af "Vindtved"-kanalen - ved Grøngård ca. 4 km. øst for Sæd, kan oprindeligt have ligget nærmere Sæd eller måske mellem Sæd og Ubjerg. Terrænet tillader begge muligheder som passage for Grønå og Lillestrøm (hvoraf Lillestrøm som sognegrænse mod Hostrup sogn oprindelig må have været den betydeligste).

Ubjerg sogns nuværende udstrækning østpå er nemlig ikke foreneligt med den naturlige grænse, som Grønå-Lillestrøm kunne tilvejebringe i sit fortsatte løb syd om Ubjerg, og såfremt også disse vandløb, som nu, gik nord om Ubjerg, ville Ubjergs tilhørsforhold til herred og bispestol faktisk blive meningsløs.

Kirken i Ubjerg havde kapel-status og var altså underordnet en egentlig sognekirke, som netop forudsatte det samkvem, de mellemliggende åløb ville umuliggøre, og som netop kunne tyde på en beskeden menighed, der modsvarede sognets ringere udstrækning.

Sognets østlige ende var kendt som det ufremkommelige vildnis "Tvedmose", og det oprindelige sognetilhørsforhold er mindre væsentligt i denne forbindelse, måske var der et selvstændigt sogn, måske et kapel under Hostrup, Burkal eller Sønder Løgum. Umiddelbart vil man nok forestille sig, det har ligget i Slogs herred, hvorfra kirkelisten i "Ribe Oldemoder" naturligvis ikke medtog  kirker eller kapeller,  og det samme er tilfældet, hvis det evt. har ligget i Kær herred. 

Imidlertid hørte netop Kær herred til Ellum syssel, og det kunne måske skyldes, at dele af herredet faktisk lå nord for Sønderå-skellet, men videregående overvejelser desangående må udelades i denne forbindelse.

Overvejelserne ovenfor havde som udgangspunkt, at Arnå ikke udgjorde skellet syd om Tønder og Ubjerg, men som det fremgår ville forbindelsen være afbrudt to steder, hvis ikke Arnå løb sammen med Hvirlå, som igen løb sammen med Grønå-Lillestrøm, og netop disse to steder er der tydelige spor af tidligere åløb på luftfotos (Google Earth):

   

Vi kan altså med en vis berettigelse antage, at Arnå-skellet har været gældende for Tønder by- og landsogn samt Ubjerg kapel i tidlig Middelalder uden overhovedet at benytte 1500-tallets omlægninger som udgangspunkt for tilbageslutninger, og det tillader en skematisk rekonstruktion, hvor mindre tilløb er udeladt, selv om de i nogle tilfælde kan have været tidligere eller midlertidige lejer for nu navngivne - og medtagne - strømløb. 

Sæd by er (i nærværende sammenhæng "tilfældigt") holdt uden for skellet, og åernes videre forløb vest for Møllehus er antydet, men indtil videre uden fornøden sikkerhed:

Den mest iøjnefaldende forskel ved rekonstruktionen - i forhold til den gængse opfattelse - må være, at Tønder by har haft yderst beskedne besejlingsforhold i forhold til de vandmasser, der strømmede forbi langs bymarkens skel mod nabosognene. Heller ikke den helt teoretiske - men trods alt sandsynlige -  forbindelse mellem Sønderå og udløbet fra Tønder i kortets nederste, venstre hjørne ville afhjælpe behovet for en ladeplads, hvis byen skulle kaldes søfartsby, selv om den fladbundede, frisiske "nef" (fra byens 1400-tals segl), der brugtes til kystsejlads inden for ø-rækken,  måske nok kunne "gelejdes" op til byen af stærke mænd og/eller trækdyr på bredden.

En speciel "kvalitet" ved de skitserede åløb har været, at Galgestrømmen kunne blokeres ved den gamle herredsmølle og vandet ledes over i Bokkenså, hvis ene tilløb lå lige vest for mølledammen kun adskilt ved en ganske "flad" bakke, mens Emmerske bæk kunne ledes over i den grøft, der stadig findes og går under hovedvejen ved Holmevejs nuværende udmundig, og som antagelig har været dens oprindelige løb, inden den - med et dige langs sydøstsiden - er blevet "holdt oppe" ved byen som forsvarsforanstaltning for denne og mølledam for den - muligvis lidt senere og absolut beskedne - slotsmølle.

Derved kunne byområdet beskyttes mod lokale oversvømmelser efter langvarig eller voldsom nedbør og ved tøbrud. Stormflodsrisikoen har næppe på dette tidspunkt været et problem, selv om både havvand og indvand til tider kan have overskyllet marskland og lavninger, der ikke var beskyttet af lave diger. I hvert fald anlagde man allerede i Vikingetiden - også tæt på byen, som udgravninger på Spydholm lige nord for Lægan dokumenterer - værfter i de lave områder.

Før vi går videre til 1500-tallet, skal vi kort se på kartografen Johannes Mejer, der tegnede ganske mange kort over forskellige egne i landsdelen omkring midten af 1600-åerne. Han har nogle gange markeret enten et vandløb eller en "slugt", som han kalder "Alte Tieff", mellem Ubjerg og Sæd, og andre gange har han ført Grønå-Lillestrøm (som et enkelt åløb) i en sløjfe vestpå, før den går sydpå samme sted. Desuden har han - i hvert fald på et enkelt kort - vist noget, der ligner et sluseværk el. lign., og som - gennem havdiget fra 1550-erne - forbinder Sønderå med vådområdet ved Aventoft (Aventoft og Gudskog søer). 

Endelig har han på det viste udsnit delt Grønå-Lillestrøm med den ene gren over til Tønder, den anden ned mellem Sæd og Ubjerg til vådområdet ved Aventoft. Den røde ramme er indsat for sammenligningen med de her gengivne rekonstruktioner.

Johannes Mejer er ikke anset for en særlig troværdig korttegner, bl.a. fordi han frembragte en - vistnok - meget fantasifuld rekonstruktion af den sønderjyske vestkyst, som den angiveligt tog sig ud omkring 1240, men også fordi hans produktion på ganske få år var så omfattende, at han umuligt kunne nå de fornødne opmålinger m.v., selv om han evt. brugte sekstant eller andre maritime instrumenter og procedurer til at bestemme målepunkternes positioner.

Når han ydermere lavede forskellige "udgaver" af kortene og nogen gange anbragte fænomener, der formentlig var forsvundet mindst et par menneskealdre før udgivelsen, har han sandsynligvis brugt ældre forlæg eller oplysninger, der på en eller anden måde var kommet ham i hænde under udarbejdelsen af rekonstruktionen, hvorved også hans arbejdstempo bliver forståeligt, men for det første har vi stort set ikke andre kort over Tønder-området fra denne tid, og for det andet understøtter Mejers kort i alle 4 nævnte varianter, at der åbenbart var iagttagelser af eller overleveringer om eksistensen - eller i det mindste sporene - af netop den forbindelse, vi med henblik på tidlig Middelalder nåede frem til ovenfor.

Mejers rekonstruktion fra 1240 er ikke "konsulteret" i denne sammenhæng, for uanset dens evt. sandhedsværdi på dette ene punkt, er der hverken bekræftelse eller negering at hente i dens - mere end tvivlsomme - helhedsbillede, mens 4 forskellige indicier, der hver for sig må betragtes som anakronismer i deres respektive kontekster og alligevel determinerer samme fænomen, bestyrker formodningen om dettes eksistens.

Næste kilde er mere direkte i sine udsagn. Det drejer sig om et lidt ubehjælpsomt kort over Tønder by i sine umiddelbare omgivelser, tegnet med blyant på papir og noget medtaget (af fugt) langs overkanten. Kortet stammer fra Tønder byarkiv og ligger i kortsamlingen på Landsarkivet i Aabenraa. Det er dateret til ca. 1620, men medtager ikke den kanal, der mellem 1611 og 1617 blev gravet fra Skibbroen til Askesodde for at skaffe vand til havnen. Det vil være nærliggende at antage, skitsen kan være opstået i forbindelse med anlæggelsen, men kanalen vil i øvrigt blot - i denne forbindelse - blive betragtet som en justering af et eksisterende åløb. 

Gengivelsen nedenfor (også i den højere opløsning, der kan hentes frem her) er scannet efter en trykt affotografering hos Ludwig Andresen og er et typisk eksempel på hans dilettantiske behandling af de formidable kilder, han vitterlig havde til rådighed:

I vandløbet, der buer nedenom byen i højre side, står "de Ni Mohlenstrom 1498", dvs. "den nye møllestrøm 1498", og med en smal strimmel jord (et dige) imellem står inden for denne "de alte Mohlenstrom", dvs. "den gamle møllestrøm", mens begge på modsat side af nuværende Søndergade ses forenet i "Mohlenstrom", der fortsætter mod venstre til "I. F. Ew. Möhlle mit 3 gänge", dvs. "Hans Fyrstelige Ærværdigheds mølle med 3 drev".

Vi ser altså den nye møllestrøm dateret til 1498. Det er den, der iflg. Ludwig Andresen blev anlagt 1580 og angiveligt forenede Arnå og Hvirlå i et nyt løb fra Emmerske til Møllen, og han har endog refereret en kilde, der beskriver anlæggelsen mellem "Tegeldamm", som han har placeret ved Emmerske, og "Mühlenstrom" med angivelse af længden på det nye løb.

"Tegeldamm", lå imidlertid tæt ved teglværket nord for byen, hvor også den gamle herredsvandmølle ved Galgestrømmen havde været placeret i sogneskellet mod Abild sogn til op i 1550-erne, da den blev nedlagt og funktionen overtaget af slotsvandmøllen, som vi vender tilbage til. Der var altså ikke længere - i 1580 - en mølledam eller -dæmning, man kunne henvise til, og så fik den selvfølgelig navn efter teglværket, og møllestrømmen eksisterede allerede i 1498, så den kunne man slet ikke grave - og slet ikke hen til sig selv! - i 1580. 

Derimod kunne man grave et nyt løb til Galgestrømmen fra den gamle mølle til den nye møllestrøm, og på selvsamme kortskitse ser man da også øverst i det mørnede område og til højre for midten betegnelsen ".. heutige Groff", dvs. ".. nutidige Grøft", mens der næsten lige overfor står "den Alten Lauff", dvs. "det gamle løb", der går nord og vest om byen til slottet. Længdeangivelsen i kilden passer i øvrigt præcist fra den gamle mølle til "Sparekasse"-broen i Anlægget, hvor den egentlige møllestrøm begyndte! (Dertil havde mølleren bl.a. fiskeret og pligt til at holde åen renset op).

Galgestrømmens gamle løb blev efterhånden reduceret til en grøft, der nu er rørlagt det meste af vejen, men den ligger stadig fra kasernegrunden langs Carstensgade og Kastaniealle, krydser Ribelandevej og ligger åben bag Brorsonsvejs sydside for at fortsætte i rør langs Frilandsvej (og tværs over) til den åbne grøft bag Grev Schacksvejs sydside. I min egen have, ca. 20 m. fra den rørlagte grøft, er der i øvrigt 30-40 cm. under overfladen et stenhårdt, sortfarvet sandlag, som også ses forskellige steder langs Vidåen, så jeg bor - bogstaveligt talt - midt i den oprindelige Galgestrøm!

Afløbet fra møllen går på kortskitsen ud i "ingenting", så det betyder i første omgang kun, at det - i hvert fald i begyndelsen - var adskilt fra "de groote ow Nach den Alten schleuse", dvs. "den store å til den gamle sluse", der går fra slotsgraven i en bue opad til venstre, og vi kan således gå ud fra, at denne "store å" svarer nogenlunde til den nuværende kanal, der går under banen ved enden af "Papegøje-stien" og fortsætter forbi rensningsanlægget ud til pumpestationen ved Lægan, hvor den gamle fortsættelse - nu reguleret som kanal - gennem "Ved Åen" og længere vestpå nu er "vendt", så strømretningen også herfra går mod samme pumpestation.

Ved begyndelsen af 1600-årene har "den store å" altså kun ført vandet fra Bokkenså og det, der fandt vej gennem Galgestrømmens gamle leje, herunder afstrømning fra byens nordside gennem Laurentiusstrømmen, der i øvrigt aldrig kan have haft åben forbindelse til møllestrømmens højere vandstand, men måske en omløbsfunktion til evt. regulering af netop denne vandstand. Derfor blev kanalen til Askesodde nødvendig i 1611, hvis man overhovedet skulle kunne sejle ind til byen.

Laurentiusstrømmen - opkaldt efter Laurentiuskirken, der lå nær Vestergade 31 - blev til navnet på den grøft der fulgte Nørre Borgerdige, men var formentlig et tidligere navn til Galgestrømmen, der oprindelig løb lige forbi langs den nederste ende af Allegade, under Vestergade og videre til slotsgrunden, hvor byen anlagde et bassin, der skulle gøre det ud for havn, i den yderste voldgrav over mod byen. Endnu sidst i 1600-årene stod  Skibbroen (husrækken) i øvrigt ubebygget, men omkring 1708 tyder en folketælling på, at de første boder (lejeboliger) langs "havnen" har været beboet.

Galgestrømmen gjorde sig nemlig - indtil 1580 - næppe fortjent til navnet, der refererer til både herredets rettersted (ved nuværende Åbenråvej) og til byens (for enden af nuværende Marskvej), der begge lå lige op ad den nye gennemgravning, mens det gamle løb skar skråt over kasernegrunden til vestsiden af nuværende Carstensgade.

Endelig er der "den gamle møllestrøm", der allerede øst for Galgestrømmens nye udløb ses "adskilt" fra "den nye møllestrøm", som altså har ført Arnå og - formentlig - Hvirlå frem til byen siden 1498, og "adskillelsen" ses på skitsen helt frem til selve mølledammen. Det har næppe været en tilstræbt, varig barriere, men blot det tidligere dige langs sydsiden af den gamle å og nogle højtliggende område, der har været bibeholdt, så det nye løb kunne graves med mindst muligt generende vand, og som så stod tilbage, indtil tilslutningerne blev brudt igennem, for - til langt op i 1900-årene - at gøre "gavn" som "haveøerne" ved sydsiden af Vidågade.

Denne gamle møllestrøm har - bortset fra afstrømning fra sydsiden af byen - kun bestået af Emmerske Bæk, der siden er ført over til Vidåen gennem Toft Kanal, men kom oprindelig ind til byen ved udfaldsvejens (Carstensgades) sydside, før denne svinger nordpå. På skitsen - og ved besigtigelse på stedet - ser det ud, som om Galgestrømmens nye løb har været ført igennem til Emmerske Bæk, hvorefter man har reguleret forløbet gennem det nuværende anlæg, så der blev et sammenløb med den nye møllestrøm ved det tidligere seminarium, mens fortsættelsen langs Vidågade groede til efterhånden.

Således blev kortskitsen "tappet" for de væsentligste udsagn om vandløbene, og bare denne ene kilde dokumenterer et ganske anderledes, indiskutabelt billede af 1500-tallets omlægninger, end den gængse opfattelse, som vi nok kan give Ludwig Andresen "skylden" for, men som bestemt er mange andres ansvar, for vi har trods alt også set, at han selv har leveret det stof, der kan gendrive hans egne påstande, og så burde den akademiske verden måske have korrigeret amatøren i stede for - ukritisk - at kolportere hans naive teser, der har rod i gamle provst Carstens senromantiske historiesyn fra midten af 1800-årene.

Hent billede i højere opløsning (åbner nyt vindue)

Som supplement til kortskitsen fra ca. 1620 har vi overkonduktør H. G. Rigas håndtegnede og farvelagte kort over "Tønder og de omliggende vandløb" fra 1685 (nu i Det kgl. Bibliotek). Det bekræfter - direkte og indirekte - skitsens beskrivelse, men føjer ikke væsentligt til den generelle situation, det i nærværende forbindelse handler om.

I jubilæumsværket  "Tønder gennem Tiderne" fra 1943 reproducerede man - i sort-hvid gengivelse - et udsnit af Rigas kort med selve byområdet, som "ligner sig selv", så det "forstyrrede" på ingen måde den netop afdøde Ludwig Andresens konklusioner, selv om han tilsyneladende slet ikke havde været vidende om kortets eksistens, og selv om det - sammenholdt med skitsen, der bestemt ikke ville "gøre sig" som blikfang - kunne have bidraget til en bedre forståelse af de indgreb, byen har været udsat for.

Når det drejer sig om detaljer, hvor skitsen naturligvis er komplet uanvendelig, forekommer Rigas arbejde ikke bare æstetisk vellykket, det afslører også en omhu med enkelthederne, som betyder, at de faktisk kan placeres og rekonstrueres, når et givet område korrigeres trigonometrisk ved sammenligning med nyere kort, fordi afstandene på selve de indtegnede forløb er ret præcise og blot mangler de (ganske vist mange) diagonalmålinger, der ville rette op på "skæve" vinkler.

Sådanne detaljer vil - i hvert fald for nærværende - ikke blive behandlet i forbindelse med vandløbsomlægningerne, men specielt i et senere afsnit om byplanen i Middelalderen vil Rigas kort blive inddraget.

Til forskel fra vandløbene direkte ved Tønder by er der stort set intet, der beskriver omlægningerne af Grønå og Lillestrøm, men indicierne på Johannes Mejers ovenfor omtalte kort lader dog ane, at der må være sket noget forholdsvis kort tid før tilblivelsen af dem. Sognegrænsen mellem Tønder og Ubjerg følger Grønå og det "nye" udløb fra vandmøllen til vest for banelinien (ved Askesodde), hvor kanalen  fra 1617 støder til,  og fortsætter i "den store å til den gamle sluse", som den følger til Lægan.

Vidåens nuværende løb lige nord om  Ubjerg by er først gravet igennem i forbindelse med afvandingen i 1920-erne, og hvordan "forbindelsen" mellem Askesodde og Lægan (udover "den store å") kan have været omkring 1600, må afvente en - vanskelig - rekonstruktion af fortsættelsen vestpå mod havet. 

Johannes Mejers ovenfor viste "deling" af Grønå-Lillestrøm kan måske indikere, at de ikke blev omlagt samtidig. De "mødes" først vest for vejdæmningen til Sæd, der blev færdig omkring 1550, og har haft en niveauforskel, idet Grønå ligger langs foden af Jejsing bjerg, mens Lillestrøm ligger længere nede i lavningen. I dag går Lillestrøm i en "dykker" under Grønå og fortsætter derfra i kanalsystemet, men hvis de tidligere har været forbundne, har det krævet en vis strækning til udligning af højdeforskellen.

Det kan - bevidst tilvejebragt eller utilsigtet opstået - have "sendt" Lillestrøm sydpå - måske øst om Sæd by, mens Grønå blev holdt på plads med et dige langs sydsiden over til udløbet fra møllen.

1533 blev Hestholm ladegård til Tønderhus, og hvis Grønå, der nu danner sydgrænse for både Hestholms jorder og Tønder landsogn, blev brudt igennem nogenlunde samtidig, kunne det være et led i en omlægning, hvor Ubjerg sogn blev udvidet med Sæd og engene længere mod øst, mens andre dele blev afskåret, uden at de i øvrigt skal identificeres nærmere her, men bl.a. Hestholm kunne sagtens indgå i en sådan ombytning.

Vi kan altså nu få et overblik over vandløbene, som de må have set ud ved 1600-årenes begyndelse. På rekonstruktionen nedenfor er de punkterede løb principielt nedlagte, men under en eller anden form stadig tilstede - bl.a. har de selvfølgelig optaget den lokale tilstrømning, og de fleste indgår faktisk i kanalsystemet endnu i dag.

Som en foreløbig konklusion omkring vandløbene kan vi således slå fast, at omlægningerne i 1500-årene har været specielt koncentreret om den sydlige del af Vidåsystemet. Omkring byen har Arnå-Hvirlå-omlægningen været afsluttet før 1498, og kun Galgestrømmen har her fået nyt løb øst om byen i 1580, mens Bokkenså senere har været reguleret i forbindelse med garvernes stampemølle, der først lå ved posthuskrydset og senere flyttede hen til nuværende Popsensgade.

Stormfloder omkring 1600 (1593, 1597, 1600, 1612, 1615 og 1634) kan have bidraget til ændringer i terrænet, og specielt en evt. tilbageværende forbindelse mellem Sæd og Ubjerg kan være lukket som følge af digebrud og oversvømmelser under en sådan. Sandsynligvis har Grønå-Lillestrøm i hvert fald været delvis forbundet til mølleudløbet for at hæve vandstanden i byens havneindløb efter Galgestrømmens omlægning, men det vil formentlig være sket et halvt århundrede før, hvor også regulering af sognegrænsen er faldet naturlig i forbindelse med reformationen.

Dermed overlades - indtil videre - vandløbsomlægningerne til læsernes brug og evt. konstruktive kritik. Foreløbig kan kapitlet kun betragtes som en arbejdshypotese, og der er lang vej til en "færdig" rekonstruktion, men der er så alvorlige misforståelser i den "gængse" opfattelse, at omvurderingerne nødvendigvis måtte påbegyndes.

KONTAKT